Corona-hjælpepakke på vej til danske virksomheder
Coronavirus har fået et solidt tag i det danske samfund. Regeringen har lukket store dele af det offentlige system og opfordrer danske virksomheder til at sende så mange medarbejdere hjem som overhovedet muligt for at minimere smittefaren.
Det kommer til at få store økonomiske konsekvenser for danske virksomhederne – ikke mindst de små og mellemstore virksomheder i Danmark.
Derfor iværksætter regeringen nu en hjælpepakke, der skal afbøde nogle af de negative økonomiske konsekvenser som følge af coronavirus.
Lønkompensation til privatansatte
Staten giver lønkompensation på 75 til 90 procent af den løn, virksomheder betaler medarbejdere, som må sendes hjem på grund af økonomisk nedgang som følge af corona.
Lønkompensationen gælder virksomheder, der står overfor at skulle fyre mindst 30 procent af medarbejderne eller mindst 50 ansatte.
Den midlertidige kompensationsordning vil gælde fra 9. marts til 9. juni 2020.
Indtil vi får andet at vide, betragter vi i SMVdanmark lærlinge som omfattet af ordningen.
Læs mere om ordningen på Finansministeriets hjemmeside
Forlængelse af betalingsfrist af AM-bidrag og A-skat
En del af håndsrækningen til SMV’erne bliver en midlertidig forlængelse af fristerne for betaling af AM-bidrag og A-skat midlertidigt med fire måneder for alle virksomheder.
Refusion for dag ét for selvstændige og medarbejdere
I hjælpepakken lægges der op til,
at sygedagpengesystemets arbejdsgiverperiode suspenderes, så der er refusion
fra første dag for medarbejdere såvel som den selvstændige.
Da Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man går hjem, hvis man er snottet, oplever
forkølelse eller på anden måde ikke er frisk, men IKKE kontakter læge, før man får
alvorlige symptomer, er det at gå hjem, fordi man ikke er frisk at sidestille
med at blive sat i karantæne, da man må betragte sig selv som en mulig
smittekilde.
Medarbejdere og den selvstændige selv, der sendes hjem, fordi er er sløje,
giver refusion fra dag 1.
Mere kapital til bankerne
Med frigivelse af den kontracykliske kapitalbuffer, får bankerne og institutterne mere spillerum til at modstå tab uden at skulle indskrænke deres udlån.
Moms og B-skat bliver udskudt
Regeringen vil udskyde momsbetalingen og betalingsfristen for B-skat for små og mellemstore virksomheder.
Virksomhederne vil få negativ moms udbetalt som vanligt, hvis de angiver efter afgiftsperiodens udløb.
Læs mere i Skatteministeriets pressemeddelelse her
Se, hvad hjælpepakken indeholder her
Allerede nu kan du gå ind på www.skat.dk/corona og få et overblik over, hvad der forventes at blive vedtaget. Siden bliver løbende opdateret.
Du kan også følge med på virksomhedsguiden.dk, hvor du kan få svar på mange af dine spørgsmål om corona.
Vil du vide mere om hjælpepakken?
Har du brug for yderligere information, kan du kontakte Skattestyrelsen på 72 22 12 39 alle hverdage fra kl. 9-18.