Din tøjmand klar til at åbne igen

Indkøbskæden Din Tøjmand gik konkurs i slutningen af marts. Fem af foreningens medlemmer måtte dreje nøglen om, og det var for hårdt for selve kæden.

Men Din Tøjmand fortsætter. Tøjkæden Mr. M i Kolding var allerede i forhandlinger med Dress Partner, der stod bag Din Tøjmand, og nu har Mr. M overtaget styringen og sikret sig et samarbejde med 44 af de tidligere medlemmer.

-Og dem er jeg iblandt, fortæller Jesper Christiansen fra Din Tøjmand, der holder til inde i centret på Bagsværd Hovedgade 130. Forretningen ligger med indgang i arkaden, og så må man ikke holde åbent.

-Men så snart der bliver givet grønt lys fra statsminister Mette Frederiksen, så er vi klar til at slå dørene op, siger Jesper, der understreger, at forretningen fortsætter, så kunderne næppe vil lægge mærke til det. Butiksnavnet vil stadig være det samme.

-Når vi slår dørene op igen, bliver det med brask og bram. Der bliver 30 procents rabat på alle varer i butikken, fortæller Jesper, der snart har holdt lukket i to måneder.

Skriv en kommentar