SMV: Lyt til vismændene

Det Økonomiske Råd – populært kaldet vismændene – peger i deres efterårsrapport blandt andet på, at corona-bekæmpelse skal være så samfundsøkonomisk billigt som muligt. De fremhæver intensiv massetest, opsporing og karantæne som mulige løsninger frem for flere nedlukninger af erhvervslivet. Det vækker glæde hos Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der taler på vegne af 18.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark.

”Vismændene lever op til deres navn, når de anbefaler, at smittebegrænsende tiltag bør give så få samfundsøkonomiske omkostninger som muligt. Under coronakrisen er politikerne desværre nogle gange gået et skridt videre end sundhedsmyndighedernes anbefalinger, hvilket har betydet nedlukninger uden dokumenteret effekt. Det har bragt en del virksomheder, fx restauranter og underleverandører til fest og kulturarrangementer, på randen af konkurs. Jeg håber alle politikere med respekt for de udfordringer, især mindre virksomheder står med for tiden, lader sig vejlede af vismændene, så de politiske indgreb i højere grad tager hensyn til samfundsøkonomien,” siger Jakob Brandt.

Vismændene beskriver også muligheden for massiv testning, så hele befolkningen testes omtrent hver anden uge.

”Massetest med efterfølgende smitteopsporing og karantæne kommer til at koste nogle penge, men som vismændene skriver, kan der være betydelige gevinster ved at gå den vej fremfor at lukke virksomheder. Jeg kan derfor kun på det kraftigste bakke op om, at vi udbygger test- og opsporingsberedskabet i Danmark,” siger Jakob Brandt.

Skulle en massiv udvidelse af teststrategien ikke være nok, ønsker vismændene en plan for regeringens indgriben.

”Jeg er glad for, at vismændene opfordrer regeringen til at melde klart ud om, hvilke indgreb den vil anvende, hvis smitten tager til. En af de største kritikpunkter vi hører fra de mindre virksomheder er umuligheden ved at planlægge. Det bør være muligt fra politisk side at fremlægge en offentlig handlingsplan for forskellige scenarier som fx den irske eller den fra New Zealand. Forudsigeligheden bør ikke kun gælde restriktioner, men også forventninger til kompensation, så virksomheder har mulighed for at vurdere, i hvilken grad de bør omlægge produktionen eller lukke forretningen,” siger Jakob Brandt.

Skriv en kommentar