Så er der gang i gryderne

Coronapandemien har været meget hård for store dele af erhvervslivet, som er ramt hårdt økonomisk.

Men via de mange vaccinationer nu ser det for alvor ud til, at der er lys forude.

Det gælder også for Palæ Dinèren, der holder til på Gladsaxevej.

-Efter fire måneder med noget nær nul i omsætning begynder ordrerne nu at strømme ind, og i hvert fald resten af året ser virkelig godt ud, siger Kim Polte, der har haft forretningen siden 2006, men i de foregående år var ansat.

Kim Polte er blandt de nye medlemmer i Gladsaxe Håndværkerforening, og han har allerede haft udbytte af medlemskabet, fordi andre af foreningens medlemmer har afgivet ordrer til runde fødselsdage, bryllupsdage etc.

-Vi går også ind til en bunke konfirmationer, så det ser lovende ud, siger Kim Polte, der reelt er et enmandsfirma, hvor han så kan trække på nogle medarbejdere, der stiller op, når det er nødvendigt.

Når det gælder mad, er Kim Polte meget firkantet sagt i stand til at klare alle opgaver.

Det kan være selskabsmiddage, buffeter, bryllupper, konfirmationer, firmafester, jubilæer, receptioner, firmamøder etc.

-For mig er de allerbedste begivenheder dem, hvor jeg er med lige fra jeg har været på torvet om morgenen, til jeg går hjem fra en fest om aftenen. Jeg kan godt lide at fortælle gæsterne om, hvad de skal have at spise, så det bliver mere personligt. Og når jeg er med som kok, er det dejligt at lave noget, der er totalt friskt. Det er jo ikke antikviteter, vi serverer, siger Kim Polte med et glimt i øjet.

Navnet Palæ Dineren kommer af, at firmaet så dagens lys i Palægade inde ved Kongens Nytorv i 1934. Siden er det rykket lidt rundt, men man har i mange år ligget på Gladsaxevej.

Her kan man aftale at mødes med Kim og så drøfte, hvordan man får den bedste kulinariske oplevelse.

Mødelokalet leverer baggrunden til en god portion lokalhistorie, og Kim er en sprudlende fortæller.

Og så lige som en raritet for at fortælle om hvad en dygtig kok kan klare: – Til jul steger jeg 300 ænder. 50 ad gangen. Og så kan der jo følge nogle flæskestege med samt al tilbehøret, siger han.

Skriv en kommentar