Ny analyse: Antallet af unge styrtdykker – især i yderområderne

De næste 20 år vil der år for år blive færre unge i Danmark. Allerede i 2030 vil der være 20.000 færre unge i alderen 20-29 år. Især områderne uden for de store byer mærker udviklingen, hvilket understreger behovet for, at de nye uddannelser, som regeringen vil flytte ud, også fanger de unge, der ellers ikke ville tage en uddannelse, mener SMVdanmark

En maskinmesteruddannelse, en tandlægeuddannelse og en universitetsuddannelse til kommende bioanalytikere. Det er eksempler på de 25 uddannelser, som regeringen vil oprette uden for de store byer. Derfor kan nordjyderne se frem til fem nye uddannelser, mens Sydjylland får fire. Men dermed er der lagt i kakkelovnen til en hård kamp om de unge. Både i Nord- og Sydjylland vil der være over 4.000 færre unge i 2030 sammenlignet med i dag, hvis ikke udviklingen vender. På landsplan bliver der 20.000 færre unge. 

Det viser en prognose fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder. 

Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMVdanmark, hilser regeringens udflytningsplaner velkommen, men understreger, at det ikke er nok at placere et flag på et landkort. Der er mange brikker, der skal falde på plads, før en uddannelse bliver levedygtig.  

”Vi har tidligere set forsøg på at oprette nye uddannelser uden for de store byer, der er gået gruelig galt, fordi man ikke har tænkt hele vejen rundt. I en tid med færre unge er det derfor vigtigt, at vi får fat i nogle af de unge, der ikke tager en uddannelse, men også at vi gør det attraktivt søge uddannelsen for unge, der kommer fra andre dele af landet. Ellers er der stor risiko for, at det bare bliver et hundeslagsmål mellem de nye uddannelser og de allerede eksisterende uddannelser i de landsdele, som især står til at få færre unge,” siger han og henviser til, at blandt andet Animationsskolen i Viborg og Designskolen i Kolding er lykkes med at blive populære blandt elever fra hele landet.  

Selv om placeringen af de 25 uddannelser er foretaget, ventes det, at universiteterne vil flytte yderligere studiepladser ud. De har nemlig fået besked på at skære 10 pct. af optaget i de fire store byer. Kasper Munk Rasmussen mener, at uddannelserne skal placeres dér, hvor der er et arbejdsmarked for dem.  

”Jeg vil gerne opfordre til, at man også husker at tænke på behovene for det lokale arbejdsmarked, når uddannelserne placeres. Ingen har interessere i, at vi uddanner til arbejdsløshed uanset om uddannelsen ligger i byen eller på landet. Det kan godt lade sig gøre. Eksempelvis er maskinmesteruddannelsen i Esbjerg og uddannelsen til elektronikingeniør i Herning, to af de uddannelser i Danmark, der har den laveste ledighedsprocent,” siger han.  

Opgjort på kommunetype er det tydeligt, at der særligt vil komme færre unge i landkommuner, oplandskommuner og provinskommuner. I landkommunerne vil der være 8,8 pct. færre unge i 2030. 

Skriv en kommentar