
Den sidste Bond-film ”No Time To Die” med Daniel Craig som agent 007 skulle have haft premiere for lang tid siden. Men corona-pandemien satte en stopper for det over hele kloden.
Så Gladsaxe Håndværkerforening måtte naturligvis holde igen med sit arrangement med at invitere til en festlig forpremiere i Bibliografen i Bagsværd.
Men i torsdags kunne det hele heldigvis løbe af stablen. Og det blev en ganske festlig aften.
Steve Stusgaard fra Bagsværd Vinhandel serverede dry martini (shaken, not stirred a la Bond) i sin nye butik inde i centret inden publikum mødtes i foyeren for at bidrage til den autentiske stemning.
Der var i bedste premierestil champagne til de fremmødte, inden de gik ind i salen, og der var såmænd også mulighed for at tanke op undervejs, så de 124 publikummer fik en fornøjelig aften.
Blandt de fremmødte var de to æreshåndværkere Torben Lendager og Allan Olsen.

