Erhvervslivet skal med på råd om coronapas

Vicedirektør SMVdanmark , Jakob Brandt

Sundhedsminister Magnus Heunicke har indstillet til Epidemikommissionen, at de straks skal vurdere, om corona igen skal anses som  en samfundskritisk sygdom. Det får SMVdanmark administrerende direktør Jakob Brandt, til at komme med et opråb til regeringen:  “Der sidder lige nu en masse ekstremt nervøse erhvervsdrivende, som fortjener klare linjer. Jeg vil derfor opfordre regeringen til at inddrage erhvervslivet, for at vi nu kan finde de bedste veje til at nedbringe smitten med så få samfundsøkonomiske konsekvenser som muligt. Man bør eksempelvis undersøge, om vi kan nå samme resultat med mindre indgribende foranstaltninger, fx i hvilket omfang hjemmetest kan bruges som supplement til kviktests,” siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der repræsenterer over 18.000 små og mellemstore virksomheder.   Et krav om coronapas kan have store økonomiske konsekvenser for flere erhverv, mener Jakob Brandt:     “Hvis sundhedseksperterne vurderer at et coronapas allerede nu er nødvendigt, er det helt afgørende, at det tilpasses de forhold der gør sig gældende i erhvervslivet. I sommers stod mange ubemandede fitnesscentre tomme, og restauranterne måtte afsætte ekstra ressourcer, fordi de var forpligtede til at tjekke kundernes coronapas. Derfor skal der bl.a. være mulighed for stikprøvekontrol i de ubemandede fitnesscentre og tjek af coronapas ved første fysiske kontakt med kunden i restauranterne,” siger han og fortsætter:   “Erfaringerne fra sidste år viste, at markedet reagerer øjeblikkeligt på de udmeldinger, der kommer fra ministre og sundhedsmyndigheder. På det tidspunkt, var vi uforberedte på den situation, vi stod overfor. Det skabte en masse panik og udfordringer. Det er helt afgørende, at vi undgår at havne i samme situation igen og indføre panikløsninger her og nu. Tværtimod har vi brug for en dialog, der sikrer erhvervslivet den nødvendige transparens og forudsigelighed. ” 

Skriv en kommentar