Formanden fik guldnålen

Der er sket ting og sager, siden Søren Muldgaard overtog posten som formand i Gladsaxe Håndværkerforening for en halv snes år siden. Medlemstallet er næsten tredoblet fra de 60 medlemmer til nu 170, og foreningen er flyttet fra huset på Buddingevej til det gamle posthus på Søborg Hovedgade.

Foretagsomme Søren Muldgaard har i den grad haft en finger med i spillet, og det synes bestyrelseskollegerne skulle påskønnes.

Så da Jan Gintberg var kåret som årets æreshåndværker, skete der pludselig ting og sager. Næstformand Johnni Regnarsson tog mikrofonen og fortalte, at man meget gerne ville have lov til at overrække foreningens guldnål til Søren Muldgaard som en påskønnelse af den enorme indsats han har leveret.

-Af og til er der så meget fart på, at vi i bestyrelsen nærmest skal holde dig tilbage, fordi du i den grad sprudler af energi og ideer.

Guldnålen gives som tegn på, at det pågældende medlem har leveret en ekstraordinær indsats.

Nu er det Søren Muldgaard, der til hverdag passer på beholdningen af nålene, så det kom bag på ham, at han selv skulle have en.

For lige at klare det praktiske problem lånte en anden indehaver – Jørgen Olsen – sin nål ud, så den tidligere formand Erling Röder kunne give nålen til Søren Muldgaard.

Tidligere formand Erling Röder havde fornøjelsen af at overrække guldnålen til Søren Muldgaard som en påskønnelse af den store indsats Søren har leveret. For tiden er han dybt involveret i at arrangere et møde for alle landets håndværkerforeninger i Gladsaxe i det nye år. Foto: Kaj Bonne.